torsdag den 5. november 2015

Hjemme fra Annapurna Circuit

Torsdag d. 05-11-15
Soooo.... Hjemme igen fra Annapurna. Vi gik hele vejen til Manang, men herfra tog Luc og jeg så hjem pga. pengemangel og tidsmangel. Luc tager nemlig hjem lørdag. Anyway... Annapurna er FANTASTISK. Aldrig har jeg set så flotte udsigter og nydt stilhed og frisk luft så meget. Vi tog til Pokhara sidste søndag, hvor det var meningen, at vi skulle have vores ACAP og TIMS og desuden mødes med Anne. Men busturen fra Kathmandu lagde ud med 2 timers ventetid i kø for benzin, så da vi endelig kom frem til Pokhara, var det ikke længere muligt at få dem. Vi ville være nødt til at vente til næste dag, men vi ville i gang, så vi sov på et hotel og tog af sted til Besi Sahar tidligt mandag morgen kl. 6. Ved bussen stod flere sælgere med varme chokolade croissanter og chokoladeboller, så det var et ekstra plus inden 5 timers bumlet bustur begyndte. Vi kørte i en lokalbus, som var fuldstændig proppet. Men det var en super sjov oplevelse endnu engang at køre med alle de lokale. Da vi kom frem til Besi Sahar fik vi fat i vores ACAP, blev registreret på TIMS kontoret og spiste frokost, inden vi begyndte den første vandring. Det tog ca. 4 timer at nå til det første guesthouse i Bhulbule. Vi var allerede godt trætte, og jeg havde meget ondt i ryggen pga. min rygsæk. Efter at have siddet i en halv time og få noget mad, var vi dog friske igen, så Anne og jeg gik en tur rundt i nabolaget - uden rygsække. Det var super smukt og sjovt at se hvordan de lokale boede.
                             Tirsdag vågnede vi omkring kl.7, spiste morgenmad og pakkede så tasker. Herefter satte vi kursen mod byen Syange. På vejen blev vi endnu engang mødt af flotte udsigter. Solen stod højt, så det var rigtig varmt, men dejligt. Undervejs føltes min taske dog tungere og tungere og efter 4 timers vandring i sol og op af trapper, kollapsede jeg fuldstændig. Min ryg var fuldstændig smadret, jeg var utrolig svimmel og hele min krop rystede. Min rygsæk fungerede tydeligvis ikke for mig og var for tung. På daværende tidspunkt var jeg klar til at tage min taske på stedet og tage den første jeep hjem. Jeg var så træt. Men vi blev enige om at fortsætte det sidste stykke til byen Bahundanda, hvor vi fik frokost.
Efter at have fået noget mad og slappet af, var jeg i meget bedre humør og havde det meget bedre. Jeg valgte at ansætte en porter (bærer), så jeg ikke behøvede at tage hjem. Og sådan mødte vi Ramesh, som blev vores lokale guide den næste uge. Ramesh kan ikke meget engelsk, men var super sød, og takket være Nihit, som kan nepalesisk, var vi i stand til at kommunikere. Efter frokost fortsatte vi så til Syange. En tur jeg nød langt mere end før, da jeg ikke længere skulle tænke på tasken. Da vi kom frem til Syange, smed vi taskerne på værelserne og gik så op til et vandfald i nærheden. Her var et 'kar' bygget til at samle vandet og føre det ned til byen, og dette 'kar' blev vores egen lille infinity pool. Vandet var ISKOLDT - men det var hamrende sjovt ! Udsigten var ubeskrivelig og hele oplevelsen var blandt de bedste i mit liv. Helt fantastisk. Det viste sig desuden at gøre godt for vores muskler. Vi følte os alle meget bedre tilpas efterfølgende.
                             Onsdag satte vi kurs mod byen Tal. Denne dag bevægede vi os for første gang rigtigt væk fra jeepsporet og ind på de rigtige vandrestier. Det var helt fantastisk ! Mega hårdt, fordi det bestod af en masse 'trapper' (sten tilfældigt placeret i forskellige niveauer), men udsigten var så fascinerende! Det var som om, man var en del af optagelserne til Hobitten. Skyerne stod ned over bjergene, så man følte sig tæt på himlen. Og jeg var meget fascineret over, at der faktisk boede mennesker så øde. 10 minutter inden vi nåede frem til Tal, begyndte det at regne. Det var en forsmag på nattens vejr, hvor det stod ned i stænger, lynede og tordnede.
                             Vi havde haft tøj oppe og hænge i løbet af natten, så det var gennemblødt, da vi vågnede torsdag morgen. Vi måtte derfor bruge taskerne som tøjstativ i løbet af dagen. Torsdag var dog en fugtig dag og kold dag generelt, så det hjalp ikke meget. Vi tog en let dag og stoppede derfor i Danaque. En meget lille landsby. Her rykkede vi ind i et guesthouse, som mindede om en skihytte. Det var vildt hyggeligt - men mega koldt ! Der blev tændt op i brændeovnen i spisesalen, og vi samlede os alle dernede til en hyggelig snak og læsning. Derudover kunne vi rent faktisk få et varmt bad her, så også det var på programmet inden vi gik i seng.          Efter flere timers vandring har vi været så trætte hver dag, at vi går i seng omkring kl.20.30. Det er helt skørt :P
                             Fredag lagde vi så hårdt ud med at stige 500 meter ved at gå op ad en stentrappe og vade op af mudrede, stejle stier i skove, inden vi nåede til Timang. Det var vanvittigt hårdt ! Jeg kan love jer for det var en ordentlig omgang motion ! Men det var hamrende sjovt og smukt. Vejret var utrolig klart den dag, så vi kunne se meget længere end tidligere og snebeklædte bjerge fyldte udsigten 360 grader. Gruppen splittede op i dag, fordi vi gik i forskelligt tempo. Det betød, at Anne, Ricky, Nihit, James og jeg ventede i en time på, at de andre skulle komme op til os. Solen skinnede dog kraftigt, så vi nød varmen imens. Men det skete aldrig. Vi gættede, at de havde valgt en anden vej end os og valgte derfor at fortsætte. Da vi står for enden af endnu et bjerg, som vi skal op af, får vi øje på dem på toppen og råber op. Det viste sig ganske rigtigt, at de havde taget jeepvejen og desuden havde ventet 45 min på os i en anden by. Så vi var gået helt skævt af hinanden. Vi fortsatte  sammen og spiste frokost i Koto, inden vi slog os ned hos et guesthouse i Chame. Chame ligger næsten helt ned til floden med smeltevand og vi havde hørt, at der skulle være en  varm kilde tæt ved, så der gik vi ned. Den varme kilde var ikke større end et mini bassin og ikke dybere end 20 cm. Men det blev til et varmt fodbad til alle de trætte fødder. Det var super sjovt og anderledes. Det var nemlig en del af floden, blot afskærmet af nogle sten, så man kunne sidde men en fod i kogende varmt vand og den anden i iskoldt.
                             Natten til lørdag var en laaaang nat. Jeg var begyndt at tage Diamox mod højdesyge, som har den bivirkning, at man skal meget på toilettet. Det betød, at jeg vågnede mere end 5 gange og måtte forlade min varme dyne til fordel for et iskoldt gulv. En anden bivirkning er at det begynder at prikke i ens hænder og fødder, som om de sover. Det mærkede vi også en del til. Jeg snoozede min alarm en del den morgen, men da vi først kom op og af sted, blev det en fantastisk dag. Anne og jeg gik sammen i hver vores lille verden og nød stilheden og udsigten. Før vi så os om, var alle de andre ude af syne. Vi satte os og ventede i 20 min, men uden held. Vi valgte derfor at fortsætte, da vi havde aftalt, at vi skulle mødes ved næste by, hvis det skete. Der var dog lang vej til næste by, så vi tog det stille og roligt og tog en masse pauser. Vi følte dog hurtigt, at vi var meget langt bagud, så der gik lidt bekymring i den.

Da vi ankom til byen Dhukur Pokhari, forventede vi at se dem sidde og vente på os. Men der var ingen, vi kendte. Jeg ringede til Nihit, og det viste sig, at vi var utrolig hurtige. Vi var nemlig 30 min foran dem. (Jeg har åbenbart arvet min fars evne til at gå alt alt alt for stærkt :D ). Anne og jeg satte os og bestilte frokost, som var klar, da Nihit, Ricky og James ankom. Der gik yderligere 20 min, før Luc, Ramesh, Tom og Colin dukkede op. Vi blev enige om, at det ikke fungerede og at vi fremover gik sammen. Efter frokost fortsatte vi til Upper Pisang. By far den flotteste udsigt all in all. Vi gik igennem en ubeboet dal og havde derfor 360 graders mountain-view hele vejen. Og det var alt fra 'små' bjerge til Annapurna II, som er omkring 7.900 meter høj, vi fik lov at se.
Vi slog os ned hos et guesthouse med tagterrasse. Her satte vi os og spillede kort sammen med to mænd fra Holland, som også var på vej rundt. Solen lunede helt vildt og det var skønt - lige indtil solen gik ned bag bjerget og temperaturen skiftede fuldkommen, så vi måtte ind og have varmt tøj på. Herefter gik Nihit, Anne og jeg en tur rundt i lokalområdet. Her fandt vi op til et tempel, hvorfra udsigten var skøn. Vi satte os indenfor og lyttede til bønnen og trommerne og fik serveret varm citronlemonade. Det var en utrolig oplevelse! Vi fortsatte derefter videre rundt, indtil det blev for mørkt. Aftenen fortsatte med hygge ved brændeovnen og kortspil med hollænderne.
                             Søndag delte vi os op i to grupper. Dem som ville gå den nordlige rute, som bød på flere stejle veje og flotte udsigter, og dem, som ville tage det stille og roligt og gå den korte vej. Jeg selv sprang på den korte, da vablerne havde overtaget og jeg derfor ikke ville byde mig selv 8 timers vandring. Anne, Luc, Colin, Tom, Ramesh og jeg sov derfor længere og begyndte langsomt at traske til Manang kl. 10. Vejen bød dog stadig på fantastiske syn (... det er altså umuligt at undgå heroppe) og også snebeklædte veje mødte os. Efter 2,5 time nåede vi til Hongde, hvor vi fandt et lille hus, som serverede kanelsnegle (læs: Helene blev vild i øjnene og nægtede at gå videre, før hun havde fået en). En kanelsnegl blev til to - for os alle sammen !! - og vi blev siddende i godt 45 min, før vi fortsatte til Manang.Manang er den sidste 'store' (læs: mindre en hvad vi normalt kalder by, men består dog af mere end 6 guesthouse) og det er typisk her, man holder en hviledag for at vænne sig til højden.  Vi blev derfor i Manang frem til tirsdag morgen.
                             Mandag var en stille og rolig dag, som blot stod på læsning, hygge og en mindre gåtur med Anne ned til en sø i området, som vi traskede rundt om. Derudover påbegyndte vi serien 'Games of Thrones', som jeg nu er utrolig hooked på.
                             Tirsdag morgen stod Luc og jeg tidligt op, da vi skulle af sted med jeep kl. 7. Luc skal nemlig hjem lørdag, så han var i tidspres, og jeg selv måtte stoppe pga. mangel på penge. Pga. krisen med Indien og den manglende benzin var der kun én jeep, og vi måtte presse 15 mennesker ind i den. Luc og jeg sad derfor bagi på ladet, sammen med en flok nepalesere på vores alder, som vi snakkede en del med. Når jeg tænker på turen nu, griner jeg og synes det er yderst morsomt. Men under selve turen føltes de 10 timers jeeptur, som nogle af de længste i mit liv! Vejene er sjovt nok ikke de bedste oppe i bjergene, så i 10 timer bankede vi ryg, arme, ben og hoved ind i siden af bilen. At sidde på kartofler og kål gør det heller ikke mere behageligt. Resultat = Luc og jeg har mere end 30 blå mærker over hele kroppen (Luc har endda en decideret bule på ryggen) og kunne knapt bevæge os uden det gjorde ondt. Men det var en oplevelse og vi mødte nogle rigtig søde drenge på turen, som hjalp os hele vejen til Kathmandu. Vi sov først en nat i Besi Sahar, før vi satte os på en lokal minibus med kurs mod Kathmandu. Denne gang tog turen dog 'kun' 6 timer og vi havde sæder at sidde på - så det føltes som himlen!
Efter ankomst til Thamel, Kathmandu, købte vi en falafel-wrap inden vi satte kursen hjem. Vi var begge ekstrem trætte og planen var blot at stene med Games of Thrones hele aftenen. Mens vi har været væk, er der dog kommet en del nye drenge, så jeg skulle rykke ovenpå til et nyt værelse for at gøre plads til dem. Til gengæld har jeg  fået en kvindelig roommate - så jeg er ikke længere den eneste pige :D.
                             I dag, torsdag, har Luc og jeg valgt at blive hjemme for at indhente noget søvn ovenpå 20 timers hjemtur. I morgen fortsætter arbejdet dog - og Luc har sidste arbejdsdag. I weekenden er min plan for første gang at blive hjemme - måske en mindre tur til Thamel.
Jeg er fuldstændig proppet med indtryk! Selvom vi kun nåede halvvejs rundt om Annapurna, har jeg set så mange smukke ting. Lige meget hvor man kiggede hen, så man på en udsigt, som man ellers kun ser på postkort. For mig foregik meget af turen i stilhed, fordi jeg bare havde travlt med at nyde luften, udsigten og renheden. Det blev en tur med masser af tanker om Nepal, om fremtiden og om mine drømme. Og det er en tur jeg klart vil anbefale alle at tage! (Dog med en langt mindre rygsæk!). 
I dag er det 6 uger siden jeg tog af sted Det er slet ikke til at forstå ! Og om 2 uger står jeg igen med fødderne plantet på dansk grund. Jeg ser virkelig frem til dansk mad (læs: kartofler, krebinetter, rødt kød, sushi - selvom det ikke er så dansk - og BACON) og glæder mig helt vildt til at se min familie og venner igen. Men hvor er det vildt at jeg kun har to weekender tilbage :O

Jeg har pt. problemer med overførsel af billeder fra mit kamera, så for nu må i nøjes med billeder fra telefonen.


Håber I har det godt! 














Ingen kommentarer:

Send en kommentar