torsdag den 22. oktober 2015

Festival, frihed og glade dage!

Torsdag d. 22/10-15
Så er det blevet tid til endnu en update... Dagene flyver simpelthen af sted hernede med høj fart.
So... De sidste dage i sidste uge stod på mere arbejde, men alle var en smule trætte og demotiverede, så der gik også meget basketball og pjat i det. Men vi er noget længere og kan se fremskridt :D
Fredag sluttede drengene af med at påbegynde en vandkamp - dem mod mig ... Resultatet var en gennemblødt Helene, som måtte tage våd ind til Thamel direkte efter arbejde. Vi morede os dog og efter et bad med masser (læs: stort overforbrug - da vi snakker om muddervand med cement, sand, mursten og dyr i) af sæbe på vores hotel, tog vi ud i byen igen. Julia og jeg havde bestilt tid til massage på klinikken 'Seeing hands', så her tog vi ned først. Seeing hands er et engelsk projekt, hvor man har valgt at uddanne blinde Nepalesere til massører , så også de kan få et job. Det var noget af en oplevelse! De var super dygtige til engelsk og havde fuldstændig styr på hvad de lavede. Det var smertefuldt - jeg havde nemlig bedt om sportsmassage - men føltes vidunderligt bagefter. Vi gik direkte til restauranten 'Ice and Fire' og fik for første gang i Nepal pizza. Det var HERLIGT !!! Maden var super lækker, og vi havde en hyggelig aften. Vi var dog lidt skuffede over, at maden ikke kom samtidig.
Efter maden satte vi kursen mod udkanten af Thamel, hvor Tom (en tidligere frivillig) har lejet sig ind i en lejlighed og holdt fest. Vejen derhen var noget af en oplevelse. Først satte vi os op i en Rikshaw (en cykeltaxi) alle tre og blev kørt til et hotel, som skulle være i nærheden. Manden kæmpede sig igennem gaderne - han var for høflig til at sige noget, men tre på en cykel var vidst lige tungt nok. Det vidste sig så, at der stadig var et godt stykke. Vi fik stoppet en bil med et par fyre, som ville give os et lift - men vi endte med at køre den forkerte vej og måtte derfor alligevel gå et stykke. Vi nåede dog frem og var hos Tom i lidt over en time. Herefter satte vi kursen mod Thamel til fods. På vejen gik Julia og jeg og leg 'find en sang med ordet ___' ... Det var vildt hyggeligt! Herefter tog vi på klubben 'OMG' - navnet siger det hele :P - hvor vi festede til de lukkede. Herefter tog vi tilbage til hotellet, hvor vi snakkede til kl. 3.20.

        Lørdag stod vi op kl. 5.30 for at gå ned til Kantipath igen og snuppe bussen mod Chitwan. Turen var ligeså bumlet, som den var mod Pokhara og da vi stoppede for morgenmad, måtte vi endnu engang løbe efter bussen, som begyndte at køre før vi havde fået vores mad. Efter 7 timer nåede vi frem til et super hyggeligt hotel. Vi spiste frokost med det samme. Herefter slappede vi af i en times tid, før vi gik på gåtur i junglen. Vi blev præsenteret for deres elefanthuse, som de er meget stolte af. Men de mandlige elefanters fødder er bundet fuldstændig sammen - åbenbart fordi de kan være meget aggressive - det var meget ubehageligt at kigge på. Derefter gik vi blot og kiggede lidt på landskabet inden vi så solnedgangen nede ved floden. Det var super smukt. Derefter gik vi tilbage på hotellet, hvor vi spillede kort indtil vi skulle spise og herefter stod aftenen blo på snak, indtil vi lagde os til at sove.

         Søndag stod vi op kl. 6 for at spise morgenmad en halv time efter. Vi tog derefter ned til floden, satte os i en båd og sejlede af sted. På vejen passerede vi adskillige krokodiller, så det blev anbefalet at blive i båden :P Vi stod ud af den længere inde i junglen og fortsatte til fods. Her blev vi udsat for adskillige insekter og jeg blev bidt af en igle. Det var  sjovt! På vejen passerede vi også et næsehorn. Det var en vild oplevelse. Næsehornet var ikke mere en 5 meter fra os og vi måtte være helt stille for ikke at genere den. Turen tog i alt 3 timer og da vi kom tilbage, var vi fuldstændig smadrede og trætte. Vi lagde os blot i sengen indtil frokost. Herefter tog vi på endnu en tur i junglen, denne gang på jeep-safari. Her stod den mest på fugle, dådyr og en enkelt krokodille. Det var sjovt at se junglen fra en anden vinkel, men det føltes en smule turistet, da vi kørte sammen vej frem og tilbage og derfor kun fik 1 rute at se. Vi ville gerne have været dybere :P Vi så desværre ingen tiger :(
Herefter tog vi hjem til aftensmad, hvor vi sad længe og snakkede. Til sidst vand trætheden dog over mig og jeg gik i seng.

          Mandag stod vi igen op kl. 6 for at tage ud og se på fugle nede ved floden. Vi var alle en smule skeptiske, da fugle ikke er vores største interesse og vi var trætte, men da vi kom derned, stod der flere næsehorn og badede i floden. Det blev derfor en super fed tur alligevel. Bagefter tog vi tilbage til hotellet, pakkede vores ting og satte kursen hjemad. Vi måtte sige farvel til Anne, som skulle videre til Pokhara, hvor hun skal arbejde på miljøprojektet. Hun slutter sig dog til os i næste uge, når vi skal vandre i bjergene (JEG HAR NEMLIG VALGT AT TAGE MED TIL ANNAPURNA!!!!), så det er kun midlertidigt. Turen hjem var rigtig hyggelig. Julia og jeg sad og snakkede om hele oplevelsen ved at være i Nepal. De mange indtryk, som man oplever. Alt det gode. Alt det negative. Og den underlige følelse ved at føle sig hjemme i et andet land. 
                        
 Det er simpelthen så svært at beskrive! Forleden blev jeg stillet det mest simple, men samtidig det sværeste spørgsmål. 'Hvad er dine tanker omkring turen 'so far'?'. Jeg sad længe og tænkte over det rigtige svar. Men jeg kan ikke give jer det. Slet ikke i en kort version. Hver dag oplever jeg så mange ting. Rigtig mange af dem har været blandt de bedste oplevelser i hele mit liv. Jeg er omgivet af søde mennesker og er kommet meget tæt på flere af dem. På andre tidspunkter oplever jeg ting, som skræmmer mig og gør mig så forarget, at jeg får lyst til at pakke min kuffert lige med det samme og tage hjem til dejlige, trygge Danmark. Jeg har ikke fortrudt, at jeg er her. Og jeg vil anbefale alle at gøre det samme. Man lærer sig selv at kende på en anden måde og man bliver virkelig udfordret. Til tider er det virkelig en kamp. Men størstedelen af tiden er det den fedeste oplevelse.

Anyway... Vi blev sat af i Thamel, hvor vi gik rundt og småshoppede lidt. Vi fandt en butik, hvor de sælger Haribo og chokoladekiks - så jeg er i himlen. Og de andre blev overbevist om at det var lækkert , så de har også købt et lager med hjem. Vi spiste på 'The French Bakery' - de havde dog ingen kanelsnegle, så jeg måtte nøjes med french toast. 
Luc, Julia og jeg fortsatte shopperiet lidt efter - hvilket endte med at koste mig dyrt, da jeg faldt over en fantastisk læderjakke, som nu er grunden til, jeg kommer til at leve at rugbrødsmadder resten af mit liv. Men den var flot!!! Julia havde fået lov at overnatte hos os, da hun ellers ville være alene hos sin værtsfamilie. Så vi tog alle hjem og spiste. Herefter snakkede vi indtil kl. 1, hvor søvnmanglen meldte sin ankomst og vi endelig faldt i søvn..
             Tirsdag stod vi op lidt før 8, spiste morgenmad derhjemme og satte derefter kursen mod Thamel, hvor Julia skulle købe de sidste gaver og jeg fik købt lidt også... remember I said I was broke yesterday?... that's even more true now :( . Vi spiste på taget af restauranten 'Helena's'. Det var rigtig hyggeligt, men maden var ikke overbevisende. Herefter tog vi til hotellet 'Shambala', som har en 'infinity-pool' på taget. Her brugte vi hele eftermiddagen og spiste os fede i snacks. Internettet var super godt, så jeg fik skypet lidt og vi fik også set 'Inside nature's giants', hvor de fangede en flodhest og skar den op for at studere dens krop. Det var vildt underligt, men også super sjovt og spændende (ikke lige hvad jeg havde forudset at gøre i Nepal)! Til sidst udfordrede Luc mig til at hoppe i vandet, fordi jeg havde betalt for det, men syntes det var for koldt. Det gjorde jeg så, og det var skønt at svømme rundt, samtidig med  jeg kunne se udover hele Kathmandu by night.
Vi afsluttede aftenen med middag på OR2K, hvor Julia og jeg blot delte en pasta. Luc følte sig småsyg, så vi tog en taxa hjem. Chaufføren var super sød - fortalte os om Nepal, hvad vi burde se og lod Julia trykke hornet i bund. Han grinte af os, da vi kommenterede på, at de bruger hornet meget. "There's a dog" *dyyyt*... "There's a cat" *dyyyt*... "There's a car" *dyyyyt*. Det blev vidst en leg for ham at gøre det så meget som muligt på turen. Da vi kom hjem, så vi the Notebook, som Luc og jeg havde købt. Jeg var dog så træt, at jeg faldt i søvn undervejs. Tragisk at gøre til den film. Men nødvendigt.
                I går vågnede vi igen omkring 8 og spiste morgenmad med familien. Derefter satte vi os op på taget i 25 + grader. Vi fik tika af vores værtsfar, som start på dagen. Tika ønsker held og lykke. Familien havde købt en ged, da man per tradition slagter en ged og tilbereder den i løbet af dage. Vi var alle med til at se det, selvom jeg måtte holde mig på afstand for ikke at besvime. Det var en ubehagelig oplevelse, men en del af kulturen. Festivalen minder på mange måder om jul. Familien samles, der laves god mad (som denne gang blev tilberedt over et bål pga. benzinmangel), man spiller kort, børnene får gaver og lignende. Det er en meget speciel oplevelse at være en del af. Desværre tog Julia hjem i går, hvilket er ret hårdt, da vi er blevet meget tætte. Heldigvis bor hun i England, og vi har allerede planer om at mødes og se forestillinger sammen i London, besøge hinandens familier og tage til Californien næste sommer for at besøge Luc. 
Der er desuden kun 3 dage til, at vi sætter kursen mod Annapurna Circuit. Anne har sendt mig billeder fra hendes nye hus, som ligger i det område, hvor man starter vandringen. Udsigten er fantastisk ! Det bliver garanteret virkelig hårdt. Men jeg er sikker på det bliver det hele værd!
               I dag har vi fået den sidste  Tika, som afslutter festivalen. Den ønsker held og lykke for fremtiden. Samtidig med den bliver lagt på, siger manden i huset en bøn for en og man får derefter penge, som ønsker rigdom i livet. Alt er lukket i dag, så dagen står på afslapning. 

Håber fortsat I har det fantastisk i kolde Danmark. Jeg tænker virkelig meget på jer. Og sender mange solrige hilsner herfra :P














onsdag den 14. oktober 2015

Endnu en update

Endnu en opdatering fra Nepal.
Det er svært at beskrive alle de ting og indtryk man løber ind i på en uge. Hver dag er fyldt med nye oplevelser, som tager pusten fra en - enten fordi det er fuldstændig fantastisk eller mega skræmmende.
Natten til mandag i sidste uge blev jeg ramt af madforgiftning - noget jeg blot har ventet på, da alle bliver ramt af det hernede. Dette stod på i 48 timer og påvirkede mig mere end forventet. At være i et fremmed land, et fremmed hus og alene (alle andre var på arbejde) var meget overvældende. Men min værtsfamilie tog sig heldigvis godt af mig og sørgede for mad og drikke, som skulle hjælpe. Det var på dette tidspunkt, at kulturchokket ramte mig hårdest. Onsdag havde jeg det væsentlig bedre og tog derfor på arbejde. Her glemte jeg alt om kulturchok, nyt land og distancen til Danmark. Man kan nemlig ikke løbe fra, at jeg er omgivet af ekstrem søde mennesker - flere, som jeg håber på at holde kontakten med fremover.
                            Tirsdag havde de færdiggjort arbejdet på skolen, så vi blev kørt ud til en ny denne onsdag. Her blev vi mødt af flere hundrede børn, som stod på række og bød os velkommen, gav high-five og vinkede. Stemningen på denne skole er noget helt andet - meget bedre. Det er simpelthen så hyggeligt. Onsdag-fredag stod på gravning af huller, som skal udgøre fundamentet for væggene og lokalerne. Vi fik derfor alle en hakke og en spade i hånden, og så var der ellers dømt hårdt, manuelt arbejde for alle pengene. Dette resulterede i mange vabler, sår og blå mærker - men man kan til gengæld virkelig se forskellen fra dag til dag. Og på trods af hårdt arbejde forsvandt glæden fra arbejdet ikke - hver dag hernede er fyldt med grin og gode samtaler. Det kan slet ikke beskrives. 
                             Fredag tog Julia, Luc, Ricky og jeg til Thamel, hvor vi ville sove natten over, inden vi skulle tidligt op og på tur om lørdagen. Her gik vi rundt og småshoppede lidt (læs: meget lidt! og vær stolt af mig), før vi spiste på den vegetariske restaurant OR2K - som laver vanvittig god mad! Det var en stor succes. Til sidst fandt vi et sted, hvor man kunne få massage. Dette var en speciel oplevelse, da fyren måtte ringe efter massørerne.  Vi valgte hver sin slags massage - men fik alle den samme (dog til hver sin pris) og fandt senere ud af, at der ikke står noget om den nogen steder på nettet. Alt i alt en meget speciel oplevelse - men massagen var nu udmærket.
                             Lørdag stod vi op kl. 5.00 og gik ned mod Kantipath, hvor alle turistbusserne holder. Det vidste sig at blive lidt af en udfordring at finde den rigtige bus, da alle mændene pludselig var fra Projects Abroad og alle kørte mod Pokhara. Til sidst gik Julia og jeg ind og satte os på et bageri og lod drengene klare jagten. I stedet spiste vi croissanter og kanelsnegle (undskyld Ricky ;) ) - og vi fortrød det ikke! Det var det bedste bud på rigtige croissanter og kanelsnegle, jeg har prøvet hernede  - (jeg savner gifflar !!!!) - så jeg var glad.
Herefter begyndte 8-timers bumlet bustur (læs: rutsjebane). Vejene er nemlig så dårlige, at man hopper rundt. Dette resulterede i et par buler i hovedet, hos dem som sad ved vinduerne under nogle blæsere, men alt i alt var det en rigtig sjov oplevelse, og tiden gik faktisk væsentlig hurtigere, end jeg havde troet. Da vi kom frem til hotellet, var der arrangeret en mindre sejltur for os, så vi gik ned til søen og blev sejlet ud til en lille ø og tilbage igen. Derefter gik vi op og ned af gaderne og kiggede på nogle gaver til Lucs familie og spiste herefter på 'The Lemon Tree'. En super hyggelig restaurant med tagterrasse, som lavede rigtig god mad - dog med undtagelse af min skinkeschnitzel. Jeg var nemlig så klog at forsøge endnu engang på droppe min ellers 100 % vegetariske livsstil - hvilket resulterede i endnu en madforgiftning. Denne gang var det dog ovre på et par timer.
                             Søndag stod vi op kl. 3.30 for at gå ned til søen igen, hvor vi havde fået at vide, at en mand ville vente på os og sejle os over til et bjerg, som vi skulle vandre op af for at komme op og se solopgangen. Dette skulle nemlig være noget af det flotteste at se i Pokhara. Det var fuldstændig sort og bortset fra de vilde hunde, var der ikke tegn på liv nogle steder. Dette fik vi bekræftet, da vi kom ned til søen og der stod 'no entry' og ikke var nogen mand. I 10 minutter overvejede vi at stjæle en båd og sejle af sted alligevel. Men vi blev dog enige om, at det var dumt og farligt :P I stedet satte vi trætte, lidt skuffede, men samtidig i grinende humør kursen tilbage mod hotellet. På vejen sluttede 6 hunde sig til os, som vi gav vand. Det blev en meget speciel og hyggelig tur - en tur som jeg nok aldrig vil glemme, men som ikke rigtig kan beskrives til fulde.
Vi stod op igen kl. 6.00 for at gå op på hotellets tag og se solopgangen derfra i stedet. Det var ikke så imponerende, som vi havde forventet, da man ikke rigtig kunne se selve solen. Men vi så hvordan strålerne langsomt ramte bjerget Machhapuchchhre  (engelsk = fishtale), og dette var virkelig flot. Herefter gik vi i seng igen og sov en time, inden morgenmaden blev serveret kl. 7.30. Dagen stod så på sightseeing - meget turistet i forhold til hvad vi ellers har lavet, men super flot at se alligevel. Vi var bl.a. forbi nogle vandfald og en grotte.
Da dette var overstået, satte vi kursen mod bjergene for at paraglide!!!! Dette var noget af en oplevelse for mig og min højdeskræk - men jeg gjorde det :D Og det var skægt ! Udsigten var fantastisk, og oplevelsen var noget helt for sig selv! På turen hjem satte vi os alle fire på taget af jeepen og kørte hjem som var vi lokale. Dette fik en del til at vænne sig om og kigge en ekstra gang, men det var hamrende sjovt !
Da vi kom hjem, tog vi ud i byen for at leje nogle scootere, men pga. krisen med Indien var dette ikke muligt. I stedet lejede vi en båd i 2 timer og sejlede ud på søen for os selv. Dette var endnu en oplevelse, som jeg nok aldrig vil glemme. Stemningen var helt i top, udsigten var fantastisk og at ligge i den båd og kigge rundt og nyde Nepals natur, hvor den er smukkest, kan slet ikke beskrives. Undervejs begyndte det at regne, tordne og lyne - så vi nåede lige at kigge på hinanden med en smule frygt i øjnene (vi var nemlig en time væk fra 'havnen'), men det var heldigvis langt væk, så vi tog det stille og roligt. Det var bare med til at gøre det endnu mere unikt.
Da vi endelig var tilbage, var det helt mørkt. Vi brugte aftenen på forskellig shopping i gaderne - jeg har købt det flotteste maleri!!!! -  og spiste så igen på OR2K, inden vi gik hjem i seng.
                             Mandag stod vi op kl. 7 for at pakke vores ting og spise morgenmad, inden vi skulle af sted igen.  Det vidste sig, at turistbusserne ikke havde nok benzin, så i stedet blev vi sat på en lokal bus. Det var langt bedre end frygtet, men stadig lidt af en oplevelse. Chaufføren kørte endnu mere voldsomt, end ham i turistbussen og pauserne var langt kortere. Dette betød bl.a., at vi ikke fik noget frokost. Men vi nåede hjem på 9 timer og blev mødt af en 24-timers strømafbrydelse pga. opstarten på den store festival. Som start på denne bærer man et kæmpe tårn med en kjole rundt fra en by til en anden - et tårn som symboliserer regnguden og ønsket om regn i de områder i Kathmandu, som ikke får så meget. Tårnet er så højt, at de på vejen klipper alle ledninger og kabler ned, som er i vejen. Derfor er al internet og strøm væk i et godt stykke tid herefter. Meget specielt!
                             Tirsdag begyndte endnu en arbejdsdag, hvor vi begyndte på fundamentet og murearbejdet. Det var meget stille og roligt. Efter arbejde tog vi til bageren og hyggede et par timer, derefter hjem og vaske tøj. Om aftenen satte vi os op på taget - Thea tog sin ukulele med og så sad vi og sang sange alle sammen, imens vi kiggede på stjernerne og så ud på dalen.
                             I dag færdiggjorde vi det første fundament og kom generelt ret langt. Efter arbejde tog jeg ned til et lokalt fitnesscenter for at træne. Undervejs  begyndte det at regne - jeg tænkte, at jeg ville vente med at gå til det stoppede, men efter 30 min blev jeg nødt til at gå alligevel. På 30 minutter var gaden blevet fuldstændig oversvømmet, så jeg måtte tage skoene i hånden og vade igennem vandet hjem, som gik mig til midt på skinnebenet. Samtidig var det mørkt, så det var en meget speciel oplevelse.
Pt. er vi ved at planlægge weekendens tur til Chitwan, derudover har vi fri hele næste uge - så jeg får forhåbentlig mulighed for at opleve lidt af hvert. Drengene er desuden ved at planlægge at vandre Annapurna Circuit, så jeg er ved at diskutere med mig selv om, hvorvidt jeg skal tage med. Det kunne være ret vildt !

Håbet I har det godt derhjemme !!! 









søndag den 4. oktober 2015

Anden update fra Nepal

Søndag d. 04-10-15
Soo.. Siden onsdag er der sket en del. Torsdag var jeg ude og undervise sammen med Floor fra Holland og Julia fra England. Det var på en og samme tid meget skræmmende og meget inspirerende. Først blev Flo og jeg sat ind i en 2. klasse. De kunne knapt snakke engelsk og vi skulle lære dem om gode og dårlige vaner. Her i landet lærer børnene at gemme deres negative følelser. Vrede og gråd er dårlige vaner og er ikke tilladt i skolen. Det virker for mig en smule skræmmende, at de ikke må vise, at de bliver kede af det eller skuffede - men når man kigger på dem, ser man verdens gladeste børn. Jeg har endnu ikke set et barn der ikke smiler eller griner! Så jeg er i stærk debat med mig selv, om hvorvidt det er smart. Derudover er deres læremetode også meget anderledes. De er til en vis grad vant til at lære ved at skrive det ned, som læreren skriver på tavlen. Vi delte tavlen op i to: en del med gode vaner og en del med dårlige. Nedenunder skrev vi '+ think of one on your own'. Børnene begyndte ihærdigt at nedskrive alle de gode og dårlige vaner og til sidst skrev de alle '+ think of one of your own'. Det tog lang tid før de forstod at de rent faktisk selv skulle finde på en selv.

Herefter kom vi ind i 4. klasse. Her satte vi et verdenskort op og bad dem om at vise os, hvor Nepal var. INGEN af dem vidste det. Så vi brugte timen på at gennemgå forskellige dele af verden og få dem til at finde de forskellige lande. Deres øjne strålede - de elskede det ! Efter timen hang vi kortet op i deres skolegård, så nu kan de altid gå hen og finde Nepal. Og det er allerede blevet brugt meget ! Til sidst kom Julia og jeg ind i 5. klasse. Her uddelte vi små sticky notes og fik dem til at skrive ned, hvad de drømte om at blive. Herefter satte de sedlen fast på tavlen og kom en ad gangen op og fortalte om deres drøm. Det var utrolig inspirerende ! Rigtig mange ønskede at blive læge eller sygeplejerske fordi de ønskede at 'hjælpe de syge, svage og fattige'. Et par stykker ønskede at blive lærer og lære fra sig. Og enkelte drømte om at blive forskere og rejse rundt i verden. Det gik lige i hjertet!


Efter arbejde var vi et par stykker som tog ned og svømmede - det var skønt!
                             Fredag begyndte vi at male de nye lokaler - derudover begyndte vi på grundlaget til toiletterne - mere murerværk. Det er simpelthen så fedt at se fremgangen. Det går ekstremt hurtigt og bliver super godt! Efterarbejde tog vi til Thamel, hvor vi gik lidt rundt, inden vi alle mødtes på Everest steakhouse. Efter at have levet en uge som vegetar, kan det ikke anbefales at hoppe på en stor steak. Så fra nu af er jeg 100 % vegetar. Det havde I nok ikke regnet med, hva'? ;) Men maden hernede er simpelthen så lækker, så kød er slet ikke nødvendigt. (Jeg ser dog frem til at gå tilbage til at være en kødædende, kartoffelfan, så snart jeg kommer hjem til DK igen)! Efter maden tog vi hjem og gik i seng. Vi skulle op 5.30 for at tage på tur.
                             Lørdag stod jeg derfor op super tidligt og var klar til afgang kl. 6.00. Her oplevede vi så for real Nepal, da vi ventede 2,5 time før vores bus kom. Det var såååååå mærkeligt og øv, fordi man kunne have sovet længe - men samtidig sjovt at opleve, fordi det er så typisk Nepal. Vi blev hentet af en lille minibus og herefter begyndte 2,5 times kørsel af hullede veje - de er bestemt ikke  behagelige at køre på. Man skal holde hovedet et godt stykke væk fra vinduer og kanter, da hullerne betyder at du bliver kastet rundt i bilen- men udsigten oppe i bjergene er fantastisk! Vi kom frem til et lille anonymt hus, hvor der lå redningsveste og hjelme til os. Herfra kunne man se floden og strømmen - det så vildt skræmmende ud! Julia og jeg var en smule skræmte og ikke sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Nogle af hjelmene vi fik var allerede en smule smadret, så det virkede ikke så trygt. Vi blev kort introduceret for sikkerheden og fik den sejeste guide. Herefter blev vi sat ud i båden og gik i gang. Det var det vildeste !!!!!! Strømmen så meget værre ud end den føltes - det var vildt sjovt når man ramte ind i bølgerne, og da vi kom frem til stille vand, hoppede vi alle i vandet og lod strømmen fører os af sted imens vi kiggede på den fantastiske udsigt. Det er noget at det sjoveste og flotteste, jeg nogensinde har prøvet! Efter turen fik vi frokost og begyndte så turen hjem, som passede med solnedgang. Vi så derfor den flotteste himmel over bjergene. På turen hjem begyndte jeg dog at få det rigtig dårligt, om aftenen havde jeg feber og gik derfor i seng med det samme.

      I dag har vi været ude på en mindre vandretur. Vi tog op og for at se 'Adinath Temple', hvorfra udsigten er helt fantastisk. Man kunne se hele Kathmandu dalen og bjergene hele vejen rundt. Vi besøgte både templet, som er et ældre, mindre tempel som ikke er i brug længere og et kloster. Munkene boede i almindelige lejligheder med altaner - det var så mærkeligt at se. Da vi kom op til selve klosteret sad mere end 30 mennesker og munke. De stoppede fuldstændig op og gloede på os. Aldrig i mit liv er jeg blevet nedstirret så meget og grint af på den måde - det var vidst ret tydeligt vi var turister! Så vi blev hurtigt enige om at smutte ned igen. Herefter sad vi et par timer på den lokale pub og snakkede og sluttede dagen af med te på altanen og musik. Nu vil jeg hoppe i seng inden endnu en hård arbejdsuge begynder :)







Ps. Indien og Kina har åbnet grænserne - så nu burde vi kunne tage på længere weekendture :D