Endnu en opdatering fra Nepal.
Det er svært at beskrive alle de ting og indtryk man løber
ind i på en uge. Hver dag er fyldt med nye oplevelser, som tager pusten fra en
- enten fordi det er fuldstændig fantastisk eller mega skræmmende.
Natten til mandag i sidste uge blev jeg ramt af
madforgiftning - noget jeg blot har ventet på, da alle bliver ramt af det
hernede. Dette stod på i 48 timer og påvirkede mig mere end forventet. At være i et fremmed land, et fremmed hus og alene (alle andre var på arbejde) var meget overvældende. Men min værtsfamilie tog sig heldigvis godt af mig og sørgede for mad og drikke, som skulle hjælpe. Det var på dette tidspunkt, at kulturchokket ramte mig hårdest. Onsdag havde jeg det væsentlig bedre og tog derfor på arbejde. Her glemte jeg alt om kulturchok, nyt land og distancen til Danmark. Man kan nemlig ikke løbe fra, at jeg er omgivet af ekstrem søde mennesker - flere, som jeg håber på at holde kontakten med fremover.
Tirsdag havde de færdiggjort arbejdet på skolen, så vi blev kørt ud til en ny denne onsdag. Her blev vi mødt af flere hundrede børn, som stod på række og bød os velkommen, gav high-five og vinkede. Stemningen på denne skole er noget helt andet - meget bedre. Det er simpelthen så hyggeligt. Onsdag-fredag stod på gravning af huller, som skal udgøre fundamentet for væggene og lokalerne. Vi fik derfor alle en hakke og en spade i hånden, og så var der ellers dømt hårdt, manuelt arbejde for alle pengene. Dette resulterede i mange vabler, sår og blå mærker - men man kan til gengæld virkelig se forskellen fra dag til dag. Og på trods af hårdt arbejde forsvandt glæden fra arbejdet ikke - hver dag hernede er fyldt med grin og gode samtaler. Det kan slet ikke beskrives.
Tirsdag havde de færdiggjort arbejdet på skolen, så vi blev kørt ud til en ny denne onsdag. Her blev vi mødt af flere hundrede børn, som stod på række og bød os velkommen, gav high-five og vinkede. Stemningen på denne skole er noget helt andet - meget bedre. Det er simpelthen så hyggeligt. Onsdag-fredag stod på gravning af huller, som skal udgøre fundamentet for væggene og lokalerne. Vi fik derfor alle en hakke og en spade i hånden, og så var der ellers dømt hårdt, manuelt arbejde for alle pengene. Dette resulterede i mange vabler, sår og blå mærker - men man kan til gengæld virkelig se forskellen fra dag til dag. Og på trods af hårdt arbejde forsvandt glæden fra arbejdet ikke - hver dag hernede er fyldt med grin og gode samtaler. Det kan slet ikke beskrives.
Fredag tog
Julia, Luc, Ricky og jeg til Thamel, hvor vi ville sove natten over, inden vi
skulle tidligt op og på tur om lørdagen. Her gik vi rundt og småshoppede lidt
(læs: meget lidt! og vær stolt af mig), før vi spiste på den vegetariske
restaurant OR2K - som laver vanvittig god mad! Det var en stor succes. Til
sidst fandt vi et sted, hvor man kunne få massage. Dette var en speciel
oplevelse, da fyren måtte ringe efter massørerne. Vi valgte hver sin slags massage - men fik
alle den samme (dog til hver sin pris) og fandt senere ud af, at der ikke står
noget om den nogen steder på nettet. Alt
i alt en meget speciel oplevelse - men massagen var nu udmærket.
Lørdag stod vi op kl. 5.00 og gik ned mod Kantipath, hvor alle turistbusserne holder. Det vidste sig at blive lidt af en udfordring at finde den rigtige bus, da alle mændene pludselig var fra Projects Abroad og alle kørte mod Pokhara. Til sidst gik Julia og jeg ind og satte os på et bageri og lod drengene klare jagten. I stedet spiste vi croissanter og kanelsnegle (undskyld Ricky ;) ) - og vi fortrød det ikke! Det var det bedste bud på rigtige croissanter og kanelsnegle, jeg har prøvet hernede - (jeg savner gifflar !!!!) - så jeg var glad.
Herefter begyndte 8-timers bumlet bustur (læs: rutsjebane). Vejene er nemlig så dårlige, at man hopper rundt. Dette resulterede i et par buler i hovedet, hos dem som sad ved vinduerne under nogle blæsere, men alt i alt var det en rigtig sjov oplevelse, og tiden gik faktisk væsentlig hurtigere, end jeg havde troet. Da vi kom frem til hotellet, var der arrangeret en mindre sejltur for os, så vi gik ned til søen og blev sejlet ud til en lille ø og tilbage igen. Derefter gik vi op og ned af gaderne og kiggede på nogle gaver til Lucs familie og spiste herefter på 'The Lemon Tree'. En super hyggelig restaurant med tagterrasse, som lavede rigtig god mad - dog med undtagelse af min skinkeschnitzel. Jeg var nemlig så klog at forsøge endnu engang på droppe min ellers 100 % vegetariske livsstil - hvilket resulterede i endnu en madforgiftning. Denne gang var det dog ovre på et par timer.
Søndag stod vi op kl. 3.30 for at gå ned til søen igen, hvor vi havde fået at vide, at en mand ville vente på os og sejle os over til et bjerg, som vi skulle vandre op af for at komme op og se solopgangen. Dette skulle nemlig være noget af det flotteste at se i Pokhara. Det var fuldstændig sort og bortset fra de vilde hunde, var der ikke tegn på liv nogle steder. Dette fik vi bekræftet, da vi kom ned til søen og der stod 'no entry' og ikke var nogen mand. I 10 minutter overvejede vi at stjæle en båd og sejle af sted alligevel. Men vi blev dog enige om, at det var dumt og farligt :P I stedet satte vi trætte, lidt skuffede, men samtidig i grinende humør kursen tilbage mod hotellet. På vejen sluttede 6 hunde sig til os, som vi gav vand. Det blev en meget speciel og hyggelig tur - en tur som jeg nok aldrig vil glemme, men som ikke rigtig kan beskrives til fulde.
Vi stod op igen kl. 6.00 for at gå op på hotellets tag og se solopgangen derfra i stedet. Det var ikke så imponerende, som vi havde forventet, da man ikke rigtig kunne se selve solen. Men vi så hvordan strålerne langsomt ramte bjerget Machhapuchchhre (engelsk = fishtale), og dette var virkelig flot. Herefter gik vi i seng igen og sov en time, inden morgenmaden blev serveret kl. 7.30. Dagen stod så på sightseeing - meget turistet i forhold til hvad vi ellers har lavet, men super flot at se alligevel. Vi var bl.a. forbi nogle vandfald og en grotte.
Da dette var overstået, satte vi kursen mod bjergene for at paraglide!!!! Dette var noget af en oplevelse for mig og min højdeskræk - men jeg gjorde det :D Og det var skægt ! Udsigten var fantastisk, og oplevelsen var noget helt for sig selv! På turen hjem satte vi os alle fire på taget af jeepen og kørte hjem som var vi lokale. Dette fik en del til at vænne sig om og kigge en ekstra gang, men det var hamrende sjovt !
Da vi kom hjem, tog vi ud i byen for at leje nogle scootere, men pga. krisen med Indien var dette ikke muligt. I stedet lejede vi en båd i 2 timer og sejlede ud på søen for os selv. Dette var endnu en oplevelse, som jeg nok aldrig vil glemme. Stemningen var helt i top, udsigten var fantastisk og at ligge i den båd og kigge rundt og nyde Nepals natur, hvor den er smukkest, kan slet ikke beskrives. Undervejs begyndte det at regne, tordne og lyne - så vi nåede lige at kigge på hinanden med en smule frygt i øjnene (vi var nemlig en time væk fra 'havnen'), men det var heldigvis langt væk, så vi tog det stille og roligt. Det var bare med til at gøre det endnu mere unikt.
Da vi endelig var tilbage, var det helt mørkt. Vi brugte aftenen på forskellig shopping i gaderne - jeg har købt det flotteste maleri!!!! - og spiste så igen på OR2K, inden vi gik hjem i seng.
Mandag stod vi op kl. 7 for at pakke vores ting og spise morgenmad, inden vi skulle af sted igen. Det vidste sig, at turistbusserne ikke havde nok benzin, så i stedet blev vi sat på en lokal bus. Det var langt bedre end frygtet, men stadig lidt af en oplevelse. Chaufføren kørte endnu mere voldsomt, end ham i turistbussen og pauserne var langt kortere. Dette betød bl.a., at vi ikke fik noget frokost. Men vi nåede hjem på 9 timer og blev mødt af en 24-timers strømafbrydelse pga. opstarten på den store festival. Som start på denne bærer man et kæmpe tårn med en kjole rundt fra en by til en anden - et tårn som symboliserer regnguden og ønsket om regn i de områder i Kathmandu, som ikke får så meget. Tårnet er så højt, at de på vejen klipper alle ledninger og kabler ned, som er i vejen. Derfor er al internet og strøm væk i et godt stykke tid herefter. Meget specielt!
Tirsdag begyndte endnu en arbejdsdag, hvor vi begyndte på fundamentet og murearbejdet. Det var meget stille og roligt. Efter arbejde tog vi til bageren og hyggede et par timer, derefter hjem og vaske tøj. Om aftenen satte vi os op på taget - Thea tog sin ukulele med og så sad vi og sang sange alle sammen, imens vi kiggede på stjernerne og så ud på dalen.
I dag færdiggjorde vi det første fundament og kom generelt ret langt. Efter arbejde tog jeg ned til et lokalt fitnesscenter for at træne. Undervejs begyndte det at regne - jeg tænkte, at jeg ville vente med at gå til det stoppede, men efter 30 min blev jeg nødt til at gå alligevel. På 30 minutter var gaden blevet fuldstændig oversvømmet, så jeg måtte tage skoene i hånden og vade igennem vandet hjem, som gik mig til midt på skinnebenet. Samtidig var det mørkt, så det var en meget speciel oplevelse.
Pt. er vi ved at planlægge weekendens tur til Chitwan, derudover har vi fri hele næste uge - så jeg får forhåbentlig mulighed for at opleve lidt af hvert. Drengene er desuden ved at planlægge at vandre Annapurna Circuit, så jeg er ved at diskutere med mig selv om, hvorvidt jeg skal tage med. Det kunne være ret vildt !
Lørdag stod vi op kl. 5.00 og gik ned mod Kantipath, hvor alle turistbusserne holder. Det vidste sig at blive lidt af en udfordring at finde den rigtige bus, da alle mændene pludselig var fra Projects Abroad og alle kørte mod Pokhara. Til sidst gik Julia og jeg ind og satte os på et bageri og lod drengene klare jagten. I stedet spiste vi croissanter og kanelsnegle (undskyld Ricky ;) ) - og vi fortrød det ikke! Det var det bedste bud på rigtige croissanter og kanelsnegle, jeg har prøvet hernede - (jeg savner gifflar !!!!) - så jeg var glad.
Herefter begyndte 8-timers bumlet bustur (læs: rutsjebane). Vejene er nemlig så dårlige, at man hopper rundt. Dette resulterede i et par buler i hovedet, hos dem som sad ved vinduerne under nogle blæsere, men alt i alt var det en rigtig sjov oplevelse, og tiden gik faktisk væsentlig hurtigere, end jeg havde troet. Da vi kom frem til hotellet, var der arrangeret en mindre sejltur for os, så vi gik ned til søen og blev sejlet ud til en lille ø og tilbage igen. Derefter gik vi op og ned af gaderne og kiggede på nogle gaver til Lucs familie og spiste herefter på 'The Lemon Tree'. En super hyggelig restaurant med tagterrasse, som lavede rigtig god mad - dog med undtagelse af min skinkeschnitzel. Jeg var nemlig så klog at forsøge endnu engang på droppe min ellers 100 % vegetariske livsstil - hvilket resulterede i endnu en madforgiftning. Denne gang var det dog ovre på et par timer.
Søndag stod vi op kl. 3.30 for at gå ned til søen igen, hvor vi havde fået at vide, at en mand ville vente på os og sejle os over til et bjerg, som vi skulle vandre op af for at komme op og se solopgangen. Dette skulle nemlig være noget af det flotteste at se i Pokhara. Det var fuldstændig sort og bortset fra de vilde hunde, var der ikke tegn på liv nogle steder. Dette fik vi bekræftet, da vi kom ned til søen og der stod 'no entry' og ikke var nogen mand. I 10 minutter overvejede vi at stjæle en båd og sejle af sted alligevel. Men vi blev dog enige om, at det var dumt og farligt :P I stedet satte vi trætte, lidt skuffede, men samtidig i grinende humør kursen tilbage mod hotellet. På vejen sluttede 6 hunde sig til os, som vi gav vand. Det blev en meget speciel og hyggelig tur - en tur som jeg nok aldrig vil glemme, men som ikke rigtig kan beskrives til fulde.
Vi stod op igen kl. 6.00 for at gå op på hotellets tag og se solopgangen derfra i stedet. Det var ikke så imponerende, som vi havde forventet, da man ikke rigtig kunne se selve solen. Men vi så hvordan strålerne langsomt ramte bjerget Machhapuchchhre (engelsk = fishtale), og dette var virkelig flot. Herefter gik vi i seng igen og sov en time, inden morgenmaden blev serveret kl. 7.30. Dagen stod så på sightseeing - meget turistet i forhold til hvad vi ellers har lavet, men super flot at se alligevel. Vi var bl.a. forbi nogle vandfald og en grotte.
Da dette var overstået, satte vi kursen mod bjergene for at paraglide!!!! Dette var noget af en oplevelse for mig og min højdeskræk - men jeg gjorde det :D Og det var skægt ! Udsigten var fantastisk, og oplevelsen var noget helt for sig selv! På turen hjem satte vi os alle fire på taget af jeepen og kørte hjem som var vi lokale. Dette fik en del til at vænne sig om og kigge en ekstra gang, men det var hamrende sjovt !
Da vi kom hjem, tog vi ud i byen for at leje nogle scootere, men pga. krisen med Indien var dette ikke muligt. I stedet lejede vi en båd i 2 timer og sejlede ud på søen for os selv. Dette var endnu en oplevelse, som jeg nok aldrig vil glemme. Stemningen var helt i top, udsigten var fantastisk og at ligge i den båd og kigge rundt og nyde Nepals natur, hvor den er smukkest, kan slet ikke beskrives. Undervejs begyndte det at regne, tordne og lyne - så vi nåede lige at kigge på hinanden med en smule frygt i øjnene (vi var nemlig en time væk fra 'havnen'), men det var heldigvis langt væk, så vi tog det stille og roligt. Det var bare med til at gøre det endnu mere unikt.
Da vi endelig var tilbage, var det helt mørkt. Vi brugte aftenen på forskellig shopping i gaderne - jeg har købt det flotteste maleri!!!! - og spiste så igen på OR2K, inden vi gik hjem i seng.
Mandag stod vi op kl. 7 for at pakke vores ting og spise morgenmad, inden vi skulle af sted igen. Det vidste sig, at turistbusserne ikke havde nok benzin, så i stedet blev vi sat på en lokal bus. Det var langt bedre end frygtet, men stadig lidt af en oplevelse. Chaufføren kørte endnu mere voldsomt, end ham i turistbussen og pauserne var langt kortere. Dette betød bl.a., at vi ikke fik noget frokost. Men vi nåede hjem på 9 timer og blev mødt af en 24-timers strømafbrydelse pga. opstarten på den store festival. Som start på denne bærer man et kæmpe tårn med en kjole rundt fra en by til en anden - et tårn som symboliserer regnguden og ønsket om regn i de områder i Kathmandu, som ikke får så meget. Tårnet er så højt, at de på vejen klipper alle ledninger og kabler ned, som er i vejen. Derfor er al internet og strøm væk i et godt stykke tid herefter. Meget specielt!
Tirsdag begyndte endnu en arbejdsdag, hvor vi begyndte på fundamentet og murearbejdet. Det var meget stille og roligt. Efter arbejde tog vi til bageren og hyggede et par timer, derefter hjem og vaske tøj. Om aftenen satte vi os op på taget - Thea tog sin ukulele med og så sad vi og sang sange alle sammen, imens vi kiggede på stjernerne og så ud på dalen.
I dag færdiggjorde vi det første fundament og kom generelt ret langt. Efter arbejde tog jeg ned til et lokalt fitnesscenter for at træne. Undervejs begyndte det at regne - jeg tænkte, at jeg ville vente med at gå til det stoppede, men efter 30 min blev jeg nødt til at gå alligevel. På 30 minutter var gaden blevet fuldstændig oversvømmet, så jeg måtte tage skoene i hånden og vade igennem vandet hjem, som gik mig til midt på skinnebenet. Samtidig var det mørkt, så det var en meget speciel oplevelse.
Pt. er vi ved at planlægge weekendens tur til Chitwan, derudover har vi fri hele næste uge - så jeg får forhåbentlig mulighed for at opleve lidt af hvert. Drengene er desuden ved at planlægge at vandre Annapurna Circuit, så jeg er ved at diskutere med mig selv om, hvorvidt jeg skal tage med. Det kunne være ret vildt !
Håbet I har det godt derhjemme !!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar