Første update fra Nepal

Tirsdag d. 29-09-15

Soooo... Første update.
Jeg er i live. Jeg er kommet frem. Og jeg er glad :D

Jeg landede om eftermiddagen fredag d. 25/09 og stødte allerede på mit kulturchok her. Jeg blev hentet af en chauffør, som knapt kunne tale engelsk og satte mig ind i en bil, med håbet om at lande det rigtige sted. Vejene her er sindssyge. Der er INGEN regler - literally. De mener, at reglerne i andre lande er alt for stramme. Det betyder, at der er ingen fartgrænser og kun få retningslinjer for hvor bilerne skal køre - som de ikke overholder. Der er biler, knallerter, motorcykler, cykler og mennesker overalt på vejen. De dytter og kører som gale!! Anyway... Der var gang i en hellig messe, så bilerne kunne ikke komme forbi og jeg måtte derfor gå det sidste med en mand og mine tasker. Det var sjovt at se gaderne - men også super skræmmende. Herefter nåede jeg frem til et hotel, hvor jeg blev mødt af en seddel, hvorpå der stod, at jeg ville blive mødt af personalet fra projects abroad dagen efter kl 9.30. Jeg var ikke meget for at gå ud i gaderne - da det er én stor labyrint - men jeg var også træt, så jeg blev blot på værelset.

                  Lørdag blev jeg så introduceret til procedurerne. Jeg var den eneste frivillig på hotellet, så jeg aftalte at mødes med Florence fra personalet, som ville vise mig byen. Dette blev til en hel dag i selskab med hele det lokale personale fra organisationen, som virkelig er søde og viste mig byen.

                 Søndag blev jeg kørt til det hus, jeg bor i, sammen med en dreng fra Australien, som hedder Ricky, men da alle er på ture i weekenderne, var vi de eneste i huset. Vi gik en tur rundt i nabolaget og mødte så nogle flere sent om aftenen. 

                 Weekenden har været fyldt med indtryk, som har været meget svære at vænne sig til. Nepal er ekstremt fattigt, meget beskidt og meget anderledes. Og tiden svingede mellem at være super spændende til super fedt. Mandag vågnede jeg til gengæld til første arbejdsdag og siden da, er det kun blevet federe. Det er hårdt, men super super sjovt at være en del af byggeprojektet, og det er fantastisk at se, hvor meget folk brænder for at hjælpe - samt vores fremskridt. Jeg har nu mødt alle de frivillige, som er her nu. De fleste rejser dog i weekenden, så der kommer en del nye. Vi er blevet færdige med at mure vægge til tre klasselokaler, og mangler kun vægge i halvandet mere. Herefter skal der bygges toiletter og derefter håber jeg på at være med til at male.

Børnene på skolen er fantastiske - you've heard right - jeg synes, de er herlige ! De har den vildeste livsenergi , brænder for at hjælpe til (selvom de ikke rigtig kan og må, pga. de tunge materialer), og deres øjne stråler, hvis blot man giver dem high-five. Hver gang de ser os, råber de "Nameste" og "hello". Det er så fantastisk at se. Og børnene drøner efter sæbebobler, som var det, det vildeste på jorden.

Pt. virker det stadig en smule overvældende at være væk fra min familie og mine venner - væk fra bøffer og ordentlige kartofler - og væk fra grøntsager og frugt, som man tør spise uden frygt for at blive syg. (Hvilket ALLE i alle husene indtil videre har været - det er blot et spørgsmål om tid før det rammer). Men jeg er glad, ved godt mod og lærer langsomt landet bedre og bedre at kende.
Som I måske har hørt, er der politiske komplikationer med den nye grundlov, som betyder at Nepal lider stor mangel af import - heriblandt benzin og mad. Dette betyder desværre, at vi har svært ved at komme rundt og maden langsomt bliver mere begrænset. Weekendens planer om at tage til Chitwan er derfor aflyst, i stedet regner jeg med at cykle med drengene fra personalet og Ricky op i bjergene.  Let's see how it goes :)