Sygdom, festival og Bhaktapur

Fredag d. 13-11-15
Lørdag i sidste uge var en kedelig dag. Det var Lucs sidste dag, så vi hyggede bare herhjemme med Games of Thrones og snak samtidig med, at han pakkede. Det var rigtig øv at skulle sige farvel. Derudover blev jeg denne aften ramt af en ordentlig omgang madforgiftning, som jeg har kæmpet med ligesiden. Lørdag aften og nat var derfor blandt de værste her, og der var flere gange tale om en ambulance, fordi det varede mere end 8 timer. .... Danmark er så langt væk i disse situationer.
                            Søndag vågnede jeg dog op og havde det en del bedre, samt følte en kæmpe sejr over at have klaret det alene og uden at tage til lægen. Jan, Jilian og jeg tog til Thamel om formiddagen og gik rundt og kiggede på småting. Vi tog en tuktuk derind - en lille eldrevet vogn, med plads til 6 mennesker (læs: vi blev fyldt op med 15 mennesker) - som var en super sjov og billig (!!) oplevelse. Søndag aften fik jeg det dog skidt igen og gik derfor tidligt i seng.
                             Mandag vågnede jeg op og havde det igen bedre. Jeg debatterede længe med mig selv om, hvorvidt arbejde var smart. Men eftersom jeg nærmer mig enden, mente jeg det ville være federe at komme af sted. Det fortrød jeg inderligt, da jeg 2 timer efter måtte tage en taxa hjem og knapt nåede ind af døren før madforgiftningen tog fat igen.
Jeg tilbragte derfor mandag, tirsdag og onsdag herhjemme. Dagene har derfor ikke stået på meget andet end Games of Thrones, kedelig risret, som til gengæld er super god for maven, og Harry Potter læsning (NÆSTEN FÆRDIG MED NUMMER 1 OG HVOR ER DEN BARE MEGET BEDRE END FILMEN).

                             I går tog jeg igen på arbejde. Maven er stadig ikke god, men trods alt bedre. Pga. festivalen var det en kort dag, så vi arbejdede i 3-4 timer, før vi tog hen på den anden skole og mødtes med de andre. Her hyggede vi lidt inden et kort møde med ingeniøren fra deres skole, som forklarede om bygningen, inden vi tog hjem til skoleinspektøren og blev introduceret til ritualerne omkring Tihar (den nye festival). Det er brødrenes festival, så alle drengene blev sat på en række. Udfor dem blev der drysset hvidt pulver ud fra en skabelon, som formede en blomst. Herefter begyndte os piger at dekorerer dem i forskellige farver. Der blev derefter lagt blomster, æbler og appelsiner på. Vi blev så udnævnt som storesøstre for drengene og skulle derfor give dem tika. Denne tika består af mange farver, hvor den normale kun er rød. Herefter gav vi dem en blomsterkrans på, bandt en snor om håndledet og fik som tak penge af drengene. Efterfølgende sad vi alle ned og fik mad at spise og blev budt på hjemmebrygget alkohol (som jeg dog måtte takke nej til). Det var rigtig hyggeligt og sjovt at opleve. Efterfølgende tog vi hjem, gik i bad og gik så op til pubben, hvor vi brugte resten af aftenen inden vi tog hjem til aftensmad.
Gaderne og dalen er endnu mere fyldt med lys, musik og god stemning og det er ubeskriveligt, hvor hyggeligt, det er, at gå rundt her. 

                             I dag vågnede jeg igen med ondt i maven. Jeg valgte dog, at det ikke skulle stå i vejen for dagens planer - Bhaktapur. Efter morgenmad og pakning gik Jan, Nadine, Jilian og jeg op til vejen og ledte først efter en bus, men gav op og tog en taxi. Vi blev sat af ved indgangen til Bhaktapur Dhurbar Square, hvor man skulle betale entré på 1500 rupees. Herefter gik vi lidt rundt på pladsen, inden vi begyndte at følge Lonely Planets gåtur rundt i Bhaktapur. Turen bød en masse templer, små lokale gader og utrolig ødelagte områder. Hvis vi troede, vi havde set ødelæggelse før, så tog vi fejl. Mange bygninger var halverede og flere hundrede telte og skure var sat op som erstatning for ødelagte hjem. Det var på en og samme tid utrolig fascinerende og ekstrem deprimerende. Arkitekturen i Bhaktapur er fantastisk, da mange af huse og templer er flere hundrede år gamle - men derfor også ekstra sårbare overfor jordskælvet - og indgraveringerne i træværk og metaller er ubeskrivelige. På Dhurbar Square var der sat billeder op af templer, som havde været der, foran deres ruiner, så man kunne se hvordan, det havde set ud før jordskælvet. Jeg faldt i snak med en nepaleser, som fortalte, at han havde mødt mange frivillige, men aldrig nogen, som arbejdede i Bhaktapur. Det var skræmmende at høre, for Bhaktapur ser ud til at have brug for mere hjælp end mange andre steder.
Skræmmende var det også at se, hvordan deres flod var fuldstændig proppet med affald. Jeg har set affald mange steder her og mange gange været udsat for deres bål med affald - de sætter bare ild til det for at komme af med det. Ingen containerplads, ingen filter. Lugten af brændt plastik hænger overalt. Men her var det værre end alt andet jeg har set.
Jeg er super glad for, at jeg nåede at se Bhaktapur og vil klart anbefale det til alle. Men det er også et syn, jeg tror, vil hænge ved i lang tid og mærker en meget dybt.
Nu er vi tilbage i Bagdol, hvor vi slutter aftenen af på café.